Hans Gylling Folkmann (★ 1882 - ✝ 1956)
Hans Gylling Folkmanns eftermæle

1956, 6. dec.; Folkmann senior død I eftermiddags døde på Kalundborg sygehus isenkræmmer H. Gylling Folkmann, Jyderup, efter en operation, næsten 75 år gammel. Vi skal i overmorgen bringe en nekrolog over afdøde1
Isenkræmmer Gylling Folkmann død
En mand, der efterlader det smukkeste eftermæle.
Som kort omtalt er isenkræmmer Hans Gylling Folkmann, Jyderup, i går ved godt 14 tiden død på Kalundborg sygehus omtrent 75 år gammel. Hans Gylling Folkmann blev indlagt på sygehuset for ca. 4 uger siden og blev forleden underkastet en underlivsoperation, hvis følger han ikke kunne stå igennem. I de sidste par dage har han ikke kunnet tale med sine pårørende, men man forstod, at der var nogle, og da særlig sin hustru, han ville sige tak, før han gik herfra. Et lille træk, der giver et godt billede af Hans Gylling Folkmann som han var.
Hans Gylling Folkmann kunne med rette kaldes en af byens bedste mænd, og han fik i høj grad part og del i Jyderups udvikling. Han havde et udpræget organisationstalent, og ikke mange foreninger i sognet er stiftet, uden at han har været med.
Hans Gylling Folkmann var en personlighed, et retlinet og idealistisk menneske, som holdt sin kendte slægts gode traditioner i ære. Stamfaderen var kongsbonde og herredshøvding på Bornholm, men det er henved 80 år, siden Hans Gylling Folkmanns far, den senere så kendte købmand Hans Peter Gylling Folkmann, kom til Jyderup. Hans Gylling Folkmanns søn er det elvte slægtled og den sjette, der er døbt Hans Peter.
Hans Peter Gylling Folkmann købte i 1899 et stykke jord bag skoven, der dengang strakte sig ind til Den nuværende stationsplads, han gjorde hugst i skoven og byggede en forretning, der åbnedes den 1. maj 1900
Da Hans Gylling Folkmann som ung mand havde lært købmandsfaget i Svinninge, kom han tilbage til faderens forretning og var her, indtil han 1. kan 1907 åbnede en isenkramforretning i den ejendom, hvor nu manufakturhandler Ravnebjerg har forretning. Ved flid, indsigt og sikkert forretningstalent oparbejdede Hans Gylling Folkmann sin virksomhed, og kun 7 år efter starten var en stor udvidelse nødvendig.
Hans Peter Folkmann
Han lod da opføre den store ejendom "Gyllinghus", hvortil han flyttede sin virksomhed, og har endda måtte udvide et par gange.
Blandt Gylling Folkmanns mange rige vuggegaver var et udpræget livssyn, klog bedømmelsesevne og en idealisme, der gjorde ham til selvskreven til så mange tillidshverv, at det vil være næsten umuligt at nævne dem alle.
Ikke mindst ungdommen fik meget at takke ham for i de år, hvor hans kræfter strakte til. Han var således medstifter af og formand for Jyderup Idrætsforening, og skaffede foreningen en ligefrem glorværdig tid, ikke mindst hvad angår fodboldsporten.
Som forstander og sekretær for Jyderup Teknisk Skole og Handelsskole kom han i forbindelse med hundredvis af unge i de 35 år, han varetog skolens interesser, og af dem alle blev han elsket for forståelse og menneskelighed. Han vedblev at følge sine gamle elever med interesse, og glædede sig af et oprigtigt hjerte, når det gik dem godt.
H. Gylling Folkmann var en god dansk mand, og han har støttet grænseforeningens arbejde på uegennyttig måde. Også her var han i bestyrelsen, ligesom han var viceformand for hærens frivillige bevogtningskorps. Under besættelsen viste han uforfærdet sit sindelag, og som det tidligere har været omtalt, var besættelsesmagten ude efter ham.
Endvidere har H. Gylling Folkmann gennem flere perioder været indvalgt i Hjembæk-Svinninge sogneråd, hvor han også ofte beviste, at han havde sine meningers mod. H. Gylling Folkmann har været formand for telefonabonnentforeningen, medlem af hovedbestyrelsen for Sjællands telefonabonnentforening, medlem af provins-isenkræmmerfagets hovedbestyrelse, revisor for de samvirkende Købmandsforeninger øst for Storebælt, kommunal revisor for Hjembæk-Svinninge kommune, kasserer og sekretær for Købmandsforeningen for Jyderup og omegne, i mange år næstformand og kasserer for Jyderup Håndværker- og Industriforening, i bestyrelsen for 23. skyttekreds samt for Holbæks Amts økonomiske selskabs dyrskueudvalg. I sidstnævnte tilfælde organiserede han i årevis hele det store arbejde med lodseddel salg, tombola m.v.
Der kunne nævnes mange, mange ting endnu, som H. Gylling Folkmann gik ind for med liv og sjæl, f.eks. oprettelse af de mange gode rutebilforbindelser til og fra Jyderup, turistsagen o.s.v., og det var intet under, at alle de mange officielle pligter, sammenlagt med han dygtighed og utrolige energi som forretningsmand, efterhånden sled på hjertet.
H. Gylling Folkmann har fået mange påmindelser fra sin læge og har ind imellem haft lange og strenge sygdomsperioder, men så snart han igen havde det tåleligt, skånede han ikke sig selv. Fra sit kontor var han den, der trak i trådene, og interesseret, vågen og intellektuel fulgte han med i alle spørgsmål, at hvad art de end måtte være.
Dette mere udadvendte liv fik dog ikke lov til at gribe forstyrrende ind i det smukke og harmoniske samliv, han havde med sin trofaste hustru, med hvem han kunne have holdt guldbryllup i sommeren 1957. Fru Gylling Folkmann er et hjertevarmt og fin menneske, der har suppleret sin mand på enestående måde, så ægteskabet er blevet til forbillede for andre. For sine to børn, fru Kaja Gundersen, H.P. Folkmannsvej og isenkræmmer H. Gylling Folkmann junior, har H. Gylling Folkmann været så god en far, at de nærede en grænseløs beundring for ham, og hans død vil betyde et smerteligt savn. En broder til afdøde er Einar Folkmann, Nyvej.
Også H. Gylling Folkmanns mange venner vil savne ham som den levende og ærlige personlighed, han var, han har betydet så meget, at hans navn vil leve videre, og hans minde vil blive æret

Et par mindeord om afdøde
Meddelelsen om dødsfaldet gjorde dybt indtryk overalt, så vi har anmodet nogle af de mænd, med hvem H. Gylling Folkmann havde mest samarbejde, om en kort udtalelse.
Bankbestyrer Hooge udtaler: Hans Gylling Folkmann var min gamle skolekammerat. Gennem de sidste 40 år har jeg på mange måder haft samarbejde med ham. Han var en meget betydelig borger både som forretnings og foreningsmand, og en meget behagelig mand at samarbejde med. H. Gylling Folkmann har på mangfoldig måder været med til at præge Jyderups udvikling, også udadtil har han være Jyderup en god talsmand, og han vil blive savnet af alle, ikke mindst af os, der betragtede han som en god ven.
Afdødes svigersøn, købmand Harry Gundersen, afløste sin svigerfar som formand for Jyderup og omegns Købmandsforening. Købmand Gundersen oplyser, at der i de gamle protokoller står, at nævnte formandsskab var H. Gylling Folkmanns 35 tillidshverv, og han udførte et dygtigt organisationsarbejde. Ved centralforenings store møder var H. Gylling Folkmann selvskreven dirigent.
Formanden for Teknisk Skole, tømrermester A. Christiansen: Fra 1912 var H. Gylling Folkmann knyttet til Teknisk Skole og blev en dygtig og afholdt forstander. Det var på hans initiativ, at Handelsskolen blev tilsluttet Teknisk Skole, og vi fik uendelig meget at sige ham tak for.
På sin 25 års jubilæumsdag blev han hyldet på en sådan måde, at det mere end beviste hvor elsket han var, og jeg vil gerne hertil føje, at jeg skylder ham en varm personlig tak for mange års venskab.
Altid hjælpsom
Formanden for HAØS's Dyrskueudvalg, Chr. Grüner, Trustrupgaarden: I over 30 år har jeg samarbejdet med H. Gylling Folkmann i Økonomisk Selskab, og ingen har kunne være mere tjenstvillig og hjælpsom end han. Han var en indsigtsrig, reel og god mand, og vi vil savne ham som en ualmindelig god støtte. Det er ikke for meget at sige, at med ham er noget af det bedste ved Jyderup gået bort.
Sognerådsformand Hemmingsen, Hjembæk: Vi var meget glade for H. Gylling Folkmann, med hvem vi havde et udmærket og loyalt samarbejde. Hans politiske indstilling fik aldrig lov til at præge hans afgørelser. Han arbejdede for helhedens skyld, og ikke mindst inden for ligningsarbejdet gjorde han en indsats, ligesom han har viet skolekommissionens arbejde en stor del af sine kræfter. Vi satte også pris på H. Gylling Folkmanns lune, der var ukueligt, selv når kræfterne svigtede, og vi husker hans varme hjerte, når sociale sager stod på dagsordenen. Vi vil ære H. Gylling Folkmanns minde.
I sognerådet vil H. Gylling Folkmann blive afløst af frugtgrosserer Viggo Olsen, Jyderup3

1957, Kalundborg Folkeblad 16. jan. 1957, side 3; Smukke mindeord om Gylling Folkmann
Ved Hjembæk-Svinninge Sognerådsmøde i aftes udtalte sognerådsformand Hemmingsen smukke mindeord om afdøde medlem af sognerådet, isenkræmmer Gylling Folkmann, Jyderup. Sognerådsformanden skildrede Gylling Folkmann som en mand, der altid var parat til arbejde og gik 100% ind for en sag. I ham har sognerådet haft en enestående god støtte i ca. 25 år. Sognerådsformanden sluttede med at udtale et: Ære være Gylling Folkmanns minde, medens alle rejste sig4

1957, Kalundborg Folkeblad 16. marts 1957, side 3; Fru Emilie Gylling-Folkmann død
Kun få måneder efter sin mands død er fru Emilie Gylling-Folkmann i nat stille sovet ind i døden på Sct. Elisabeths hospital i Holbæk, hvortil hun bragtes forleden efter at hun i fredag var blevet ramt af en hjerneblødning. Fruen har lige siden været bevidstløs.
Fru Gylling-Folkmann, der blev 78 år gammel, var født i Tostenæs på Møen, hvor hendes far var skolelærer. To søstre bor i Jyderup, Frk. Sørensen, Papirhandelen, og Fru Valborg Hansen, Jernbanevej. En broder er pens. lærer Sørensen, Tølløse, tidl. Svebølle.
Som ung kom Fru Gylling-Folkmann til Svinninge, hvor hun lærte sin mand at kende. Ved giftermålet fik de den forretning, der nu indehaves af manufakturhandler Mogens Ravnebjerg, og har var Fru Gylling-Folkmann med i forretningen og var en stor støtte for sin mand. Det vedblev hun at være, da de fik "Gyllinghus", hvor der blev øget travlhed for dem begge.
Trods det, at Fru Gylling-Folkmann ofte var syg, var det alligevel hende, der var det centrale i hjemmet. Hun var en charmerende og fin personlighed, og betød uendeligt meget for sin mand, med hvem hun levede et forbilledligt, harmonisk og lykkeligt ægteskab. Trods sin svaghed evnede hun at give styrke til sin mand, da han selv måtte prøve sygdom, og de var så nært sammenknyttede, at alle, som stod dem nær, forudså, at Fru Gylling-Folkmann snart ville følge sin mand i døden. Da hun mistede ham, var det som en del af hendes livsgnist slukkedes, som om hun følte, at hendes mission var forbi, selvom hun betød uendelig meget for sine kære.
Fru Gylling-Folkmann var en enestående mor for sine børn, fru Kaja Gundersen, H.P. Folkmanns Vej og Isenkræmmer Hans Gylling-Folkmann. Endvidere har en søsterdatter, fru Købmand Jørgensen, Harreskov, haft et kærligt hjem hos hr. og fru Gylling-Folkmann, efter at hendes forældre døde.
Fru Gylling-Folkmann vil blive mindet med tak af sine mange venner. Hun var et elskeligt og yndigt menneske, der havde en sjælden evne til at præge sine omgivelser, så kun alt, hvad der var godt og rent, kunne trives i hendes nærhed. Allermest vil hun blive savnet af dem, for hvem hun var hjemmets samlende midtpunkt5

Søster til Fru Gylling Folkmann
1957, Kalundborg Folkeblad 31. jan. 1957, side 4; 80 år
Fru Valborg Hansen, Jernbandevej 6, Jyderup, fylder på lørdag 80 år. Fru Hansen er født på Møn som datter af lærer Sørensen, Tostenæs Skole og er søster til Fru Isenkræmmer Gylling Folkmann senior, Frk. Sørensen, Jyderup Papirhandel og lærer Sørensen, tidl. Svebølle skole.
Fru Hansen har gennem sit ægteskab med fisker Frederik Hansen boet på Møn, for ca. 20 år siden mistede hun sin mand og passede sin villa og en meget stor have så længe kræfterne tillod det. For 4 år siden solgte hun villaen og flyttede til Jyderup for at være i nærheden af sine slægtninge. En plejedatter, Fru købmand Frida Jørgensen, bor i Hareskov.
Fru Valborg Hansen er stadig rask og vital. F.eks. holder hun af at gå lange ture. Hun er et mildt og venligt menneske, som også i Jyderup har vundet mange venner6


Ikke helt sikker på dette billede th. er Hans Peter Folkmann (Senior)
evt. hans far?
Hans Peter Folkmann


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 7. dec. 1956, side 3; Folkmann senior død
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 9. dec. 1956, side 3+4+7; H. Gylling Folkmanns eftermæle
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 9. dec. 1956, side 3+4+7; H. Gylling Folkmanns eftermæle
Kilde 4: Kalundborg Folkeblad 16. jan. 1957, side 3; Smukke mindeord om Gylling Folkmann
Kilde 5: Kalundborg Folkeblad 16. marts 1957, side 3; Fru Emilie Gylling-Folkmann død
Kilde 6: Kalundborg Folkeblad 31. jan. 1957, side 4; 80 år
Noter: Kilde 2 slettet samme som kilde 3

Sidst rettet 23. juni 2015
©Jyderup Realskole